Archive for maj 2007

Roskilde sig nærmer

maj 29, 2007

Ja, nedtællingen til Roskilde er så småt nået ind i den afsluttende fase og desværre går jeg ikke rigtig og glæder mig. Måske er jeg ved at blive for gammel – eller er det snarere programmet der bare ikke rigtig kan ophidse mig. Det er sgu nok en blanding, for med 35 år på bagen og omkring 20 festivaller i rygsækken og Red Hot på programmet er éen muligvis ved at være lidt mæt af den slags.
Men kan jeg holde mig væk – nej, for man skulle jo nødig gå glip af noget og det kunne jo være at den tamkloge stemning fra sidste års seniorlejr i år vil blive erstattet af en smule vildskab og grænsesøgende adfærd – bare en lille bitte smule, for man savner det. 
Eksisterer der overhovedet en eneste mindeværdig “episode” fra sidste år?
NEJ, intet. Ingen kongejoint kl. 05, ingen nøgenhed eller mærkligheder. Ingen grineflip, ingen danseflip, ingen ædeflip. Det vildeste var vel at Morten og Claus – de tåber – igen drak sig sanseløse om formiddagen…i absinth.

Men I år gør vi det som i de gode gamle dage. Vi skal på Staden og shoppe, vi skal danse, vi skal op foran til koncerterne – ikke stå nede bagved og lege anmelder. Vi skal feste! 

 Go’ Festival

      

Klassisk ørehænger i Bagsværd!

maj 23, 2007

Her kommer et lille reklamespot for en af ugens gratis koncerter i den klassiske genre:

Torsdag den 24. maj kl.20 i Bagsværd Kirke (Taxvej 14, 2880 Bagsværd) kan man på samme tid høre kendt og mindre kendt musik og beundre akustik og arkitektur i Jørgen Utzons flotte kirkebyggeri fra 1976.

Programmet består af
J.S. Bach: Kantate nr. 4 “Christ lag in Todesbanden”, Mozart: Ave verum corpus, Lange-Müller: Tre Psalmer for kor og orgel.

Medvirkende er Gladsaxe kammerkor dirigeret af Stefan Haugland, organist Jørgen Ellegård Frederiksen, strygerensemble og baryton Niels Bo Emgren.
Bach er fin, Mozart altid god og Lange-Müller er noget af en romantisk ørehænger, som man bliver høj af at synge. 

Hanne Ougaard 

Nyt program for DR Radiosymfoniorkestret og kor 2007/2008

maj 14, 2007

I april måned kom så programmet for DR Radiosymfoniorkestret og kor for sæsonen 2007/08. Det havde jeg ventet på med spænding, idet det er sidste sæson i det gode gamle Radiohus, og så kunne det jo være, at der netop ville være noget rigtigt spændende på programmet. Det er der sådan set også, men ikke det helt store kanonbrag! Vi kan så forhåbentligt få et kæmpe brag i det nye flotte koncerthus i DR-byen, (hvis der ellers er penge til det!!) der efter sigende skulle få en helt fantasisk lyd. Det har vi savnet i årevis.

 Programmet er præget af et laaaangt farvel til Radiohuset, hvor “afsked” er en tematisk tråd. Af afskedsværker kan der nævnes i flæng: Sibelius’s 7 symfonier i anledning af  50 året for hans død den 20.09.2007 dirigeret af vores egen fantastiske chefdirigent: Thomas Dausgaard, Brahms sidste og 4. symfoni, Tjajkovskijs sidste symfoni den 6., som i øvrigt bliver dirigeret af den store mester 1. gæstedirigent Yuri Temirkanov, Bruckners 9. symfoni, Mahlers Rüchert-lieder sunget af debutanten Christianne Stottijn, Verdis Requiem med Gianandrea Noseda, Gades kanoniserede Elverskud.

Det er ikke afskedsværker alle sammen også det modsatte: Carl Nielsens Fynsk forår, Haydn’s Skabelsen. Men der er også andre spændende ting, heriblandt en “maratonkoncert” med hele 6 forskellige værker af Beethoven  på en aften, – vel at mærke ikke korte stykker: Den 26. januar fra kl. 16-22.30 rekonstruerer Radiosymfoniorkestret og DR Vokalensemblet sammen med den amerikanske pianist og musikforsker Robert Levin og med Thomas Dausgaard som dirigent Beethovens berømte “Akademi-koncert”. Ved denne koncert uropførte komponisten selv sin 5. og 6. symfoni, 4. klaverkoncert, samt Korfantasi, dele af messen i c-dur og soloværker for klaver. Alt på en aften. Det bliver en spændende forhåbentlig ikke for trættende oplevelse.

Der kommer også nogle topsolister jeg glæder mig til at høre: Gidon Kremer, Nikolaj Znaider, Julia Fischer, Robert Levin og Nelson Freire. Blandt dirigenter bliver det spændende at opleve (ud over vores egen fantastiske chefdirigent: Thomas Dausgaard), Yuri Temirkanov, den gode gamle Herbert Blomstedt, Gianandrea Noseda, Alexander Vedernikov, Lars Ulrik Mortensen.

Jeg kunne godt nævne flere ting fra programmet, men vil lade det blive med det allerede nævnte, når man selv kan få programmet på biblioteket og se resten……. God fornøjelse…….. Vi ses i koncertsalen!!

Søren Lange

Ny musik- og filmafdeling her på Øbro Jagtvej Bibliotek

maj 2, 2007


Senere på året går vi igang med at lave en ny afdeling på 2. sal.
Og tanken var at vi ville forsøge at prøve noget nyt.
Integration af nogle af de nyere muligheder (netmusik, download og bærbare afspillere).

Videreformidling af de avancerede muligheder på Nettet, når jagten går ind på næste fund.

Anbefalinger, profilering af koncertaktuelle navne, festivaller og spillesteder.

Atmosfære ala den nu døende pladebutik. Lånerindflydelse og et lokale, der lugter mere af fingeren på pulsen end man ellers ser det på et bibliotek. (Her skal selvfølgelig fraregnes den forbandede karenstid, der forsinker de nye CD’er med 4 måneder.)
Du skal være mere end velkommen til at give din mening til kende her på bloggen – godt eller skidt – vi lytter og vil prøve at forstå ;-)

Bedste Hilsner
Musikbibliotekar
Lars Kjelfred