I sidste uge oprandt så endelig den første torsdagskoncert i det nye koncerthus. Den havde jeg virkelig set frem til. Mine forventninger var meget store efter den kolossale mediedækning koncerthuset har haft. Blev de så blevet indfriet? Måske…….
Jeg tog til koncerthuset med Metroen. Lige før vi kom til stationen DR-byen var der pludseligt et blåt skær uden for. Det viste sig at være noget transparent, som er uden på bygningen, hvorpå der blev projekteret lys med nogle spillende mennesker. I lobbyen var der meget højt til loftet. Det hele virkede meget stort, men imødekommende. Kørte op ad en rulletrappe til området hvor der er garderober, både med personale (koster 20 kr.) og uden (på eget ansvar). Garderobeskabene stod godt nok tæt sammen. Man kunne nærmest kun være en af gangen imellem garderobeskabene, så vi skulle vente på hinanden for at komme ind og ud. Det var ikke spor optimalt, når man tænker på hvor mange der skulle til, og hvor lang tid det tog. Det samme kunne man sige om toiletforholdene. Der var godt nok kø. Det burde være bedre. Lobbyen på 1. sal var stor med lys i forskellige farver på væggene. Noget var alt for skærende for øjnene, synes jeg. Rundt omkring var der borde man kunne stå ved og nyde lidt flydende og mødes ved vennerne. Der var også et cafeområde bagerst, hvor man kunne sidde ned, med høflig selvafhentning. Og så var der adgangsforholdene til koncertsalen: det var grusomt langsommeligt. Vi stod som lemminger ved en rulletrappe og en trappe til gående op til koncertsalsområdet. Det skabte simpelthen lettere kaos. Specielt efter pausen, hvor alle skulle op på en gang. Det var simpelthen for dårligt. I sådan et nyt hus burde der have været tænkt godt og grundigt over adgangsforholdene til koncertsalen. Min plads var helt enkelt længst væk oppe på terrasse A. Der var laaaangt at gå. Og så kom tidspunktet hvor jeg skulle træde ind i koncertsalen…… Den tog simpelthen åndedrættet fra mig. Jeg var overvældet. Salen er bare så smuk med bløde farver og linier. Hvis man forestiller sig en terning der er trykket lidt på så den flyder lidt ud, og man så sidder inden i, sådan virker rummet på mig. Der er virkelig et stærkt fokus på selve scenen, når man sidder ned. Rummet er virkelig en fryd og harmoni for øjet.
Akustikken i salen er fantastisk. Man kan høre alt. Også alle fejlene….. Men på en eller anden måde mangler der noget klang eller nærmere noget rumklang. Den er sikkert perfekt til at optage musikken i, uden jeg dog er teknisk ekspert. Salens lyd er lidt klinisk, men jeg tror der mangler nogle finjusteringer for bringe dens særegne klang frem. Det venter vi så på. Det skal nok komme… Når jeg tænker på hvad vi måttet finde os i i den gamle sal i Radiohuset rent lydmæssigt, så er den nye sal et meget stor plus. (Ellers var den bedste lyd jeg har hørt i Danmark – lyden i Oddfellow palæets store sal – den der brændte.)
Og så var der selv koncerten:
Per Nørgård: 7. symfoni (uopførelse). Den var ventet med spænding. Den havde været hemmeligholdt. Der havde ikke været en strofe ude fra den før denne torsdag, selvom det viste sig at den i al hemmelighed var blevet indspillet i sommer i Radiohusets koncertsal. Der blev solgt en cd med Nørgårds 3. symfoni og altså den 7. symfoni i lobbyen, hvor man kunne få den signeret af Per Nørgård selv. Der var der mange der benyttede sig af.
Jeg synes symfonien var fantastisk. Med spændende klange og rytmiske mønstre. Og ind imellem kom der en smuk melodi. Der var et ”drive” over den. Det var ikke en speciel moderne Nørgård. De sædvanlige uendelighedsrækker (som er typisk for Nørgård) kunne jeg ikke høre var der. Derimod kunne jeg høre Gershwin, Bernstein og måske Charles Ives. Der var lidt bigband og jazz over dele af symfonien. Jeg var meget optaget af nogle specielle små trommer janitshar Gert Sørensen spillede på, de hedder vidst Boo-Bams. Han spillede en rytme med en nedadgående melodi, hvor orkestret spillede noget helt andet. Det lød meget fascinerende. Symfonien er en stor farvepalet og meget svær at beskrive enkelt. Den skal høres og opleves. Den gav mig en masse billeder og farver og ikke mindst overraskelser. Der er meget at opleve i den.
Gustav Mahler: 2 symfoni (opstandelsessymfonien). Her skulle koncertsalen så stå sin store prøve i denne 80 minutter lange symfoni med orkester, kor og sangsolister, fjernorkester, orgel, – det helt store udtræk……. Jeg må sige at Thomas Dausgaard som sædvanligt dirigerede fantastisk. Det er mange år siden jeg har hørt en så flot udgave af denne krævende symfoni. Orkestret og koret genopstod virkeligt i den nye flotte koncertsal. Jeg synes det var en meget klar og yderst dynamisk udgave af symfonien Dausgaard dirigerede. Orkestret spillede røven ud af bukserne. Solisterne havde nogle pragtfulde stemmer der passede perfekt til Mahler – Iris Vermillion: mørk og fyldig med stor indlevelse – Inger Dam-Jensen: klar, smuk og udtryksfuld. Koret var bare så godt. Det ramte mig lige i hjertekuglen. Trods det synes jeg koncertsalens lyd var for klinisk til symfonien. Den manglede fylde og rumklang. Lyden blev lidt for fortættet i stedet for at brede sig ud. Men jeg kan ikke tro andet end at det er et spørgsmål finjustering.
Alt i alt: det var en uforglemmelig koncertaften.
d. 03.02.2009
Søren Lange
