Folk & musik og internettet

august 17, 2007 af hannebente

For nylig meddelte Folkemusikkens Fælles Sekretariat, at tidsskriftet Folk&Musik, som Øbro bibliotek abonnerer vil få ansigstsløftning. Arrangementskalender, anmeldelser, debat mm, som før var en del af bladet bliver nu lagt på hjemmesiden www.folkemusik.dk

Det nye magasin vil blive fyldigere med flere artikler, men udkommer til gengæld kun 3 gange om året.

I øvrigt har vi også indkøbt flere folk(rock)-cd’er De står spredt rundt i systemet, men kan naturligvis søges frem i vores base. 

Hanne Ougaard

Nyindkøbte danske jazz cd’ere

august 9, 2007 af solang

I forbindelse med at biblioteket har planlagt en oprettelse af en selvstændig musik/filmafdeling på 2. sal, vil vi indkøbe flere nye materialer. Det gælder cd’ere, tidsskrifter og bøger. Vi har lige indkøbt et større antal danske jazz cd’ere. I øjeblikket udstiller vi dem i stuen, hvorfra man kan låne dem.

God fornøjelse/ Søren Lange

Gå ud i byen – nu!

juli 10, 2007 af hannebente

Så er jazzfestivalen over os – og vi har et par dage med pænt vejr. Derfor: Sid ikke inde og læs denne blog, men tag ud og oplev musikken der, hvor den bli’r spillet – om udendørs eller indendørs om gratis eller med entre.

Copenhagen Jazz Festival

Ses vi derude? Hanne Ougaard 

Tønderfestival – tradition og fornyelse

juni 18, 2007 af hannebente

For et par uger siden havde Lars et indlæg om den allerede udsolgte Roskildefestival.
Nu er programmet for årets Tønderfestival så kommet. Festivalen finder som altid sted den sidste weekend i august. I år den 23. til den 26. august.  Billetsalget starter 30. juni, så der er stadig tid til at beslutte, hvad man vil høre. Festivalen adskiller sig jo fra en del andre ved, at man køber billetter til hver enkelt koncert. Men derudover er der masser af musik i byen på gader, stræder, værtshuse etc. Her er det eneste minus, at heller ikke Tønders hovedstrøg går ram forbi, når det gælder de peruanske fløjtespilleres hærgen.
Sidste år var første år med billetter via nettet – og det virkede bare! Ingen nedbrud eller andet træls! Højst usædvanligt.
Som altid er programmet en blanding af kendte og nye navne inden for folkemusik, folk, folkrock og blues. Jeg glæder mig fx til at genhøre Runrig. Selv da de (for længe siden) skiftede forsanger, har de bibeholdt deres specielle tone, så man aldrig er i tvivl om, når det er dem. The McCalmans er et forrygende live-band. Som med Niels Hausgaard er musikken i orden, mens halvdelen af fornøjelsen er de historier, der knytter sangene sammen. Jeg har ikke oplevet Great Big Sea siden deres første optræden i Tønder, så måske var det på tide at genhøre dem. Af nyt vil jeg satse på Antje Duvekot. Men det er svært at vælge ud, når der fx lørdag aften er 8 spillesteder bare i festivalprogrammet.
Og så må man endelig ikke gå glip af søndagens ceidlid (det gæliske svar på jazzens jamsession og folkemusikkens buskspil) Der styrer Brian McNeill med munter hånd og ”tryllestav” sammen Ron Kavana slagets gang, og man får lejlighed til at opleve nogle af de musikere, man gik glip af de øvrige dage.

Festivalens hovedside  Kunstere

Hanne Ougaard

Så er der gået Matador “i den” igen.

juni 11, 2007 af solang

En stor dansk musikbegivenhed:

Matador igen igen igen. Stor ny opsætning af Matador.  En sand opvisning i dansk selvforståelse. Denne gang som musical. Med Peter Langdal som instruktør og Bent Fabricius-Bjerre som komponist. Billetsalget gik total amok da DR-Radiounderholdningsorkestret  satte musical-versionen af Matador til salg. De første 62.000 billetter til perioden 10.juni-1.juli 2007 er udsolgt. Perioden fra 17.maj til 22.juni 2008 skulle også være udsolgt. Men det ser ud til at man lægger nogle spærrere ind i systemet, så man kan sætte 100-150 billetter til salg på selve dagen. Så det kan være du  har en chance……..

Det lader til at  Matador igen kan trække folk til. Denne gang ikke foran tv-skærmene, men op af stolene  og ud til Operaen, hvor forestillingen opføres.

I følge BT og Ekstrabladet er musicalen en blandet fornøjelse(men de er jo ikke de bedste sandhedvidner). Endnu har der ikke været nogen anmeldelser i de store dagblade. De skal nok komme….

Søren Lange

Roskilde sig nærmer

maj 29, 2007 af kjelfred

Ja, nedtællingen til Roskilde er så småt nået ind i den afsluttende fase og desværre går jeg ikke rigtig og glæder mig. Måske er jeg ved at blive for gammel – eller er det snarere programmet der bare ikke rigtig kan ophidse mig. Det er sgu nok en blanding, for med 35 år på bagen og omkring 20 festivaller i rygsækken og Red Hot på programmet er éen muligvis ved at være lidt mæt af den slags.
Men kan jeg holde mig væk – nej, for man skulle jo nødig gå glip af noget og det kunne jo være at den tamkloge stemning fra sidste års seniorlejr i år vil blive erstattet af en smule vildskab og grænsesøgende adfærd – bare en lille bitte smule, for man savner det. 
Eksisterer der overhovedet en eneste mindeværdig “episode” fra sidste år?
NEJ, intet. Ingen kongejoint kl. 05, ingen nøgenhed eller mærkligheder. Ingen grineflip, ingen danseflip, ingen ædeflip. Det vildeste var vel at Morten og Claus – de tåber – igen drak sig sanseløse om formiddagen…i absinth.

Men I år gør vi det som i de gode gamle dage. Vi skal på Staden og shoppe, vi skal danse, vi skal op foran til koncerterne – ikke stå nede bagved og lege anmelder. Vi skal feste! 

 Go’ Festival

      

Klassisk ørehænger i Bagsværd!

maj 23, 2007 af hannebente

Her kommer et lille reklamespot for en af ugens gratis koncerter i den klassiske genre:

Torsdag den 24. maj kl.20 i Bagsværd Kirke (Taxvej 14, 2880 Bagsværd) kan man på samme tid høre kendt og mindre kendt musik og beundre akustik og arkitektur i Jørgen Utzons flotte kirkebyggeri fra 1976.

Programmet består af
J.S. Bach: Kantate nr. 4 “Christ lag in Todesbanden”, Mozart: Ave verum corpus, Lange-Müller: Tre Psalmer for kor og orgel.

Medvirkende er Gladsaxe kammerkor dirigeret af Stefan Haugland, organist Jørgen Ellegård Frederiksen, strygerensemble og baryton Niels Bo Emgren.
Bach er fin, Mozart altid god og Lange-Müller er noget af en romantisk ørehænger, som man bliver høj af at synge. 

Hanne Ougaard 

Nyt program for DR Radiosymfoniorkestret og kor 2007/2008

maj 14, 2007 af solang

I april måned kom så programmet for DR Radiosymfoniorkestret og kor for sæsonen 2007/08. Det havde jeg ventet på med spænding, idet det er sidste sæson i det gode gamle Radiohus, og så kunne det jo være, at der netop ville være noget rigtigt spændende på programmet. Det er der sådan set også, men ikke det helt store kanonbrag! Vi kan så forhåbentligt få et kæmpe brag i det nye flotte koncerthus i DR-byen, (hvis der ellers er penge til det!!) der efter sigende skulle få en helt fantasisk lyd. Det har vi savnet i årevis.

 Programmet er præget af et laaaangt farvel til Radiohuset, hvor “afsked” er en tematisk tråd. Af afskedsværker kan der nævnes i flæng: Sibelius’s 7 symfonier i anledning af  50 året for hans død den 20.09.2007 dirigeret af vores egen fantastiske chefdirigent: Thomas Dausgaard, Brahms sidste og 4. symfoni, Tjajkovskijs sidste symfoni den 6., som i øvrigt bliver dirigeret af den store mester 1. gæstedirigent Yuri Temirkanov, Bruckners 9. symfoni, Mahlers Rüchert-lieder sunget af debutanten Christianne Stottijn, Verdis Requiem med Gianandrea Noseda, Gades kanoniserede Elverskud.

Det er ikke afskedsværker alle sammen også det modsatte: Carl Nielsens Fynsk forår, Haydn’s Skabelsen. Men der er også andre spændende ting, heriblandt en “maratonkoncert” med hele 6 forskellige værker af Beethoven  på en aften, – vel at mærke ikke korte stykker: Den 26. januar fra kl. 16-22.30 rekonstruerer Radiosymfoniorkestret og DR Vokalensemblet sammen med den amerikanske pianist og musikforsker Robert Levin og med Thomas Dausgaard som dirigent Beethovens berømte “Akademi-koncert”. Ved denne koncert uropførte komponisten selv sin 5. og 6. symfoni, 4. klaverkoncert, samt Korfantasi, dele af messen i c-dur og soloværker for klaver. Alt på en aften. Det bliver en spændende forhåbentlig ikke for trættende oplevelse.

Der kommer også nogle topsolister jeg glæder mig til at høre: Gidon Kremer, Nikolaj Znaider, Julia Fischer, Robert Levin og Nelson Freire. Blandt dirigenter bliver det spændende at opleve (ud over vores egen fantastiske chefdirigent: Thomas Dausgaard), Yuri Temirkanov, den gode gamle Herbert Blomstedt, Gianandrea Noseda, Alexander Vedernikov, Lars Ulrik Mortensen.

Jeg kunne godt nævne flere ting fra programmet, men vil lade det blive med det allerede nævnte, når man selv kan få programmet på biblioteket og se resten……. God fornøjelse…….. Vi ses i koncertsalen!!

Søren Lange

Ny musik- og filmafdeling her på Øbro Jagtvej Bibliotek

maj 2, 2007 af kjelfred


Senere på året går vi igang med at lave en ny afdeling på 2. sal.
Og tanken var at vi ville forsøge at prøve noget nyt.
Integration af nogle af de nyere muligheder (netmusik, download og bærbare afspillere).

Videreformidling af de avancerede muligheder på Nettet, når jagten går ind på næste fund.

Anbefalinger, profilering af koncertaktuelle navne, festivaller og spillesteder.

Atmosfære ala den nu døende pladebutik. Lånerindflydelse og et lokale, der lugter mere af fingeren på pulsen end man ellers ser det på et bibliotek. (Her skal selvfølgelig fraregnes den forbandede karenstid, der forsinker de nye CD’er med 4 måneder.)
Du skal være mere end velkommen til at give din mening til kende her på bloggen – godt eller skidt – vi lytter og vil prøve at forstå ;-)

Bedste Hilsner
Musikbibliotekar
Lars Kjelfred

Brug også musik-dvd’erne!

april 23, 2007 af hannebente

Forhåbentlig er det gået op for de fleste lånere, at vores musiksamling i stuen ikke udelukkende omfatter cd’er.

Inden for de sidste par år har vi fået rigtig mange musik-dvd’er – og det er en herlig blanding af diverse genrer. Personligt synes jeg, det er mere spændende at se en opera end kun at høre den, selvom jeg må indrømme, det sker sjældnere, end jeg kunne tænke mig. (Ja, faktisk har jeg kun set Dvoráks “Rusalka”.

Jeg har også nydt at se koncertoptagelser fx af ”På danske læber”. CD’en er også god – men det giver en større oplevelse at se sangerne også. – Og så har jeg slet ikke omtalt balletterne, folkemusikken,  jazzen  og …og….

Gå selv på opdagelse – og husk: Vi kan skaffe mere end det, der står her.

Hanne Ougaard